sudoku

Sudoku VM 2010 i PhiladelphiaSudoku

Posted by Henning Kalsgaard Poulsen Sun, May 16, 2010 17:11:17

Så er VM overstået – og helt overraskende endte Danmark et hestehoved foran de andre. Men inden vi sender pressemeddelelser ud til alle afkroge af landet, må jeg vist hellere vedgå, at det ikke var i hovedkonkurrencen, men derom senere.

Blog image


Årets VM i Sudoku i Philadelphia var på alle måder en god oplevelse. Vi ankom nogle dage, før konkurrencerne begyndte, så vi fik tid til både at være turister, træne op til konkurrencen og følge årets semifinaler i Champions league på en irsk pub i nærheden.

Blog image


Først på ugen var det lunt med småregn, senere blev det en anelse bistert for dog at ende de sidste dage i noget, der bedst kan betegnes som tropesommer. Foråret var for længst kommet til Philadelphia, og de mange grønne områder lyste smukt op mellem skyskraberne.

Blog image


Det officielle program begyndte torsdag aften med velkomst i Independence Visitor Center, der lå i gåafstand fra hotellet Mariott Courtyard Philadelphia Downtown, hvor vi boede, og hvor konkurrencerne blev afholdt.
Der var en let servering og diverse velkomsttaler, og der gik folk rundt i klædedragter, omtrentlig vel fra dengang USA blev undfanget. Det var alt sammen ganske fornøjeligt.


Senere på aftenen var vi tilbage på hotellet til den sædvanlige spørgetime, hvor der kan stilles spørgsmål til konkurrenceregler og de regler for de mange sudokuvarianter, vi bliver præsenteret for i løbet af konkurrencen. Alt var lagt ud elektronisk og forklaret på forhånd, så det gik hurtigt og smertefrit. Sidste år i Zilina var det et mareridt, der først sluttede langt over midnat.


I år var der 10 runder i den individuelle konkurrence. Arrangørerne var inspireret af ’Olympic Decathlon’, og runderne var navngivet 100m, Long Jump, Shot Put, High Jump, 400m, 110m hurdles, Discus, Pole Vault, Javelin og 1500m.
Finalerunden bestod tilsvarende af 10 runder og blev kaldt DOKUthalon, og her gik varianttyperne fra de indledende runder igen. Det var et veltilrettelagt VM, og det var rigtig sjovt at være med.


Jeg vil vende tilbage til selve konkurrencen og mine præstationer i særdeleshed i senere blogindlæg. Her vil jeg nøjes med at konstatere, at jeg blev nummer 70 ud af 121 deltagere, og det var jeg faktisk ganske godt tilfreds med. Janus blev nummer 76.
Hæ, hæ. Jeg blev den bedste i Norden, da hverken Norge eller Sverige var med, og de tre finner endte efter mig. Og sådan kan man som regel altid læse resultaterne med særlige øjne, så det ’ikke er så ringe endda’.


I holdkonkurrencen havde vi slået os sammen med Christof fra Schweiz, og vi blev nummer 28 ud af 41 hold.

Blog image


Der var en nyskabelse til finalen i år. Vi kunne som tidligere følge de 4 finalisters skriblerier på en storskærm. Men denne gang havde de fået høreværn på, så de to opgavekreatører Thomas Snyder (tidligere 2xverdensmester) og Wei-Hwa Huang kunne kommentere undervejs. De fortalte både om, hvor deltagerne formentlig ville løbe i problemer og hvorfor de havde lavet opgaverne, som de var. Det var meget spændende og sjovt at følge. Vinder blev polakken Jan Mrozowski (igen). Han var virkelig god, men det var også helt rart at se, at han til tider klumrede rundt i det, som vi andre, når ’klaveret spiller’, og nerverne er på højkant.


Det særlige ved VM er, at de samme deltagere kommer år efter år. Vi kommer derfor til at kende nogle af de andre deltagere godt. Særlig dem fra Schweiz, Estland og Spanien har vi haft det sjovt sammen med i flere år. Denne gang fik vi også snakket med finnerne og bulgarerne. Ja, der var selvfølgelig mange flere, vi fik snakket med, og det er just det fornøjelige ved VM. Fx fik jeg snakket med en af amerikanerne, som vi også tidligere har snakket med. Han roste de danske curlingpiger, og jeg sagde, at vi jo ikke havde så meget anden vintersport at byde på i Danmark. Men det var jo før, danskerne slog USA til årets VM i ishockey og i skrivende stund lige har slået Slovakiet med 6-0.


Og hvad var det så med det hestehoved, danskerne var foran alle de andre. Joh, fredag aften var der afslappende konkurrencer i andre discipliner i ’ Game Night’. Her underholdt og instruerede japaneren Kaji Maki. Han er leder af det japanske forlag Nikoli, der udgiver sudokuer, og han var manden der opfandt navnet sudoku, der betyder ’tal må stå alene’, eller noget i den retning. Aftenens højdepunkt var, ’Gæt, hvad de andre tænker’. Vi skulle hver vælge og nedskrive nummeret på en port nummereret fra 1 til 40 til at sende en imaginær hest ud fra. Den, der valgte den laveste port, uden at andre valgte den samme port, ville vinde. Og det var her, Danmark var helt suveræne. Janus blev nummer 1 og jeg nummer 3. Han fik en T-shirt og jeg et tørklæde samt en video med mister Makis arbejde i sudokuens tjeneste – på japansk forstås, så der er ikke så meget, der forstås, men sjovt er det at se. Så vidt jeg husker valgte Janus port 18 og jeg port 22. Måske er vi kun i mellemklassen, hvad angår sudokuløsere i verdenseliten, men vi er sand verdensklasse i tankelæsning.


Man kan skille sig ud på mange måder, og jeg gjorde det i hvert fald på et område. En af de officials, der går rundt og holder øje med, at alt går ret til, når vi er i konkurrence, kom hen til mig i en pause og spurgte, om jeg var i militæret, for mens alle andre sad stærkt bøjet over opgaverne, sad jeg med rank ryg og skuede majestætisk ned på sudokuerne. Hendes bror var i militæret og sad og gik altid med ret ryg. Ganske vist aftjente jeg min værnepligt for år tilbage, men det har næppe hængt ved min statur her så mange år senere. Jeg forklarede, at årsagen nok snarere var, at jeg var lidt langsynet og trods mine læsebriller måtte sørge for en pæn afstand til opgaverne.


Nej, alt er ikke altid, som det ser ud til. Men det var sjovt og spændende at være til VM. Tak til arrangørerne for et virkelig godt VM. Og en stor tak til vores sponsor Keesing Danmark for støtte til turen. Jeg glæder mig allerede til næste gang, forhåbentlig da. Det bliver om alt går vel i Ungarn.

HåbSudoku

Posted by Henning Kalsgaard Poulsen Sun, April 25, 2010 16:53:18

Sagnet om fugl Føniks er fortællingen om fuglen, der opstår af asken og giver håb om en ny begyndelse. Blog image
I øjeblikket giver aske ikke meget håb – i hvert fald ikke den aske, der udspys fra en vulkan i Island, og som har grounded flytrafikken i det meste af Europa. I skrivende stund ser det heldigvis ikke ud til, at vores tur til VM bliver forstyrret af asken. Alle ’vore’ fly melder foreløbig om planmæssig afgang, men meget kan selvfølgelig ske til i morgen.

Der findes de ting, man ikke har indflydelse på, og så er der dem, man kan gøre noget ved. Det har jeg alt sammen skrevet om i tidligere indlæg. I dette indlæg gælder det de faktorer, man kan håbe på går godt. Det er slet ikke uvæsentlige ting. Den islandske aske er en af disse faktorer – og et tåkrympende eksempel på, at ikke alle håbeting kan forudses.

En af de helt essentielle håbeting er, hvilke sudokuvarianter der diverteres med og i hvilket format.
For et par dage siden kom instruktionsbogen!!
’- nej hold! A lywwe’, som der står i E Bindstouw af St. St. Blicher.
For det kan man ikke just sige. Der blev åbnet et netsted med adgang til alle varianterne. Der blev også lovet en samlet pdf-fil med opgaverne, men den er ikke arriveret på hjemmesiden endnu. Ergo har jeg møjsommeligt måttet kopiere hver enkelt sudokuvariant og dens løsning over i et dokument. Fyrre sider blev opgavedelen og løsningsdelen over tredive. Herre Jemini! Den tid kunne være brugt til at træne.

Og så er der størrelsen af sudokuerne. Den kender vi heller ikke. Der er så kun at håbe på, at det endelige mesterskabsformat bliver tilpas. Det vil for mit vedkommende sige ikke for stort, så det er svært at overskue, eller så lille, at der ikke er plads til evt. hjælpetal.

Nogle af varianterne er kendte, men der er spændende nye imellem. Jeg vurderer på nuværende tidspunkt, at sværhedsgraden er ret høj, så det bliver sikkert en hård omgang. Men sjovt bliver det utvivlsomt, og nogle kan vel løses med lidt omhu.

En anden lidt mere bizar håbeting er, hvordan højdeforholdet er mellem bord og stol. Det tænker man ikke sådan lige på. Jeg løser aldrig sudokuer siddende ved et bord. Jeg sidder altid i en go’ stol. Derfor er det hvert år et chok pludselig at sidde ved et bord med en forkert afstand til opgaverne (Læs: alt for tæt på til min anløbne langsynethed). Derfor håber jeg, at stolene er så tilpas høje, at det er muligt at få den nødvendige afstand til bordet og dermed opgaven. Og, nej! Jeg har ikke øvet mig i at sidde ved et bord. Det skal være sjovt at løse sudokuer – også som forberedelse til VM – og det er altså sjovere i en go’ stol.

Sluttelig er der selvfølgelig også de mere spøjse håbeting – som fx at der udbryder pest blandt deltagerne, og kun jeg og et par andre i den tunge ende går fri – eller at samtlige blyanter knækker, ja, altså, på nær min. Og at en kleptoman har neglet alle blyantspidsere.
Men den slags håb er vist lige så urealistiske, som at fugl Føniks opstiger af asken med løfte om en ny verdensmester fra Danmark. Men håb fattes ikke!
Hello, USA. Here we come.

ForberedelseSudoku

Posted by Henning Kalsgaard Poulsen Thu, April 15, 2010 14:07:42

Per aspera ad astra – gennem trængsler til skyerne. Sådan er mottoet for den professionelle sportsmand i langt de fleste tilfælde. Det gælder ikke forberedelserne til VM i sudoku. Det er tværtimod en stor fornøjelse.

Til daglig bruger jeg mest tid på klassiske sudokuer. De er jo alle vegne, og det tager kun lige to til fem minutter at løse en. Men til VM er det slet ikke nok at være effen i de klassiske. Langt de fleste er varianter i mere eller mindre fantasifulde udgaver. Og selv om jeg som regel da godt kan løse dem, går hastigheden gevaldigt ned, når det er ukendt land og ubetrådte stier. Og endnu værre, fejlprocenten går op. En katastrofe i en konkurrence, hvor fliden belønnes med alt eller intet. Bare en lille bitte fejl i en sudoku flashes op på pointtavlen med et rundt nul. Intet, nothing, nichts, rien, ничего, nada, niks!

Alt eller intet

Og det er stressende, når man langt henne i en sudoku pludselig uafvendeligt ser en skamat tårne sig op. To 5-taller i en række, der nærmer sig som Titanic til isbjerget. Måske har man arbejdet på netop den sudoku i 12 minutter, håbende på point-jackpot. Og så sidder man der og kigger ned i en dyb afgrund, hvor de spedalske, de pointløse venter på fortabelse og endnu værre; at blive huskesløs og forglemt. Og så kommer overvejelserne over, hvorvidt man blot skal se nederlaget i øjnene eller som en anden mauselspiller blive ved med at smide tid i puljen for alligevel at ende med en storslem, fordi fejlen ikke findes, og uvurderlig tid kastes i grams.
’Der er 25 minutter endnu’, sang Poul Dissing tilbage i 70’erne. Men når man kigger på uret i en runde under VM i sudoku, er der alt for sjælden 25 minutter endnu.

Forberedelse! Det er, hvad der skal til for at imødegå horrorscenariet med to 5-taller i en række.

I går fik jeg en pakke hæfter fra Krydsordsforlaget. Jeg kastede mig straks over Varia med de mange varianter. Heldigvis er jeg nogenlunde habil i de klassiske varianter, sudoku X, killer, sudoku + og sudoku chaos – også kaldet irregulær eller jigsaw. Det kniber straks mere med varianter som sudoku +1 og K-duko, som tager alt for lang tid.

Konkurrenceopgaver

Jeg er også i gang med at støvsuge nettet for sudokuer fra udtagelseskonkurrencer verden over. Det kan godt være lidt af en udfordring at forstå variantinstruktionerne på et fjernt og ukendt sprog, men tit lader det sig alligevel gøre, fordi man har en ide om, hvad det nok går ud på. Og efterhånden kan ’Google Oversæt’ gøre underværker. I år har jeg fx været Rusland og Serbien. Egentlig var jeg også i Japan, men her måtte jeg alligevel opgive. Her var sproget for stor en udfordring. Prøv lige selv, om du kan tyde teksten.

Blog image

Og alt i alt venter vi på instruktionsbogen, der plejer at blive frigivet en uges tid før mesterskabet. Det er her, vi kan se, præcis hvilke varianter vi skal løse i år. Indtil da er det en fægten i blinde.

Fra mesternes tænketank

Jeg har dog de bedste forhåbninger. Det er Thomas Snyder, verdensmester 2 gange, mesteren, der er med til at lave opgaverne i år, og han har tidligere på sin blog skrevet, at han går ind for opgaver, der er løselige uden gætteri:
‘At the last two WSCs, there have been reasonable classics and unreasonable classics, and the number of unreasonable classics has been increasing. This trend leads me to wanting to “retire” from competition as having to guess on a classic sudoku at least once on a puzzle dozens of times in a competition, after having logically solved tens of thousands of sudoku without guessing in my lifetime, does not feel correct to me.’

Og så går han ind for variationer, der ikke er alt for fjernt fra de klassiske.
’ Many variations are actually relatively popular and known. The standards should be to have puzzles that are sudoku – to me this is a symbol-based cell-packing puzzle in which each cell is constrained in at least three ways – and not puzzles that are very far from the set of standard techniques used to solve classic sudoku.’

Det lover alt sammen godt for mine håb for mesterskabet. Lad os få masser af klassiske varianter!

Oh, og hvis der så lige var en behjertet sjæl, der ville være så venlig at passe mit arbejde de næste fjorten dage, så kunne jeg være super velforberedt til mesterskabet.

Månen venter

Og dog ... Det er jo kun for sjov alt sammen. Her er ingen trængsler på vej til stjernerne. Måske når jeg slet ikke til stjernerne, måske det kun bliver en hyggetur til månen som vandbærer. Men bare det er sjovt, så er det det hele værd. Og så finder jeg såmænd nok tid til også at passe arbejdet undervejs.

ForhindringerSudoku

Posted by Henning Kalsgaard Poulsen Fri, April 02, 2010 14:22:58

Drømme om storhed kan være saliggørende, men litteraturen er fyldt med advarsler om ikke at lade dem være enerådende.

Blog image

I den græske Ikarosmyte styrtede Ikaros i havet under sin flugt fra Kreta. Han havde lavet vinger ved at binde fjer sammen med voks og tråd. Ikaros blev beruset af at kunne flyve og af solen, som han derfor kom for nær. Varmen fra solen smeltede voksen, og Ikaros styrtede i havet. Selv om han blev udødeliggjort gennem myten og ved at lægge navn til det hav, han styrtede i, Det Ikariske Hav, så ligger der i myten en stærk advarsel mod overmod. Hybris følges af nemesis. De hævede øjenbryn og den løftede pegefinger advarer mod at komme for godt i gang. En moster Mathilde eller onkel Knarvorn sidder der altid i sin gyngestol og erindrer om, hvor let det kan gå galt. ”Flyv ikke højere end vingerne bær’”. ”Husk nu, hvordan det gik med konen med æggene.” ”Ved jorden at blive, det tjener dig bedst”. Ja, de behøver ikke lede længe i den danske citatskat for at finde egnede strofer.

I dette indlæg vil jeg lægge hovedet på blog’en og forlade drømmene for en stund at se realiteterne i øjnene. Jeg bliver aldrig verdensmester.

Der er en række faktorer, man har indflydelse på, og nogle man ikke har. Det er de umuligheder, man ikke har indflydelse på, der bestemmer loftet for formåen i realiteternes verden. De ting, man har indflydelse på, vil jeg gemme til et andet indlæg. Her vil jeg nøjes med at svælge i umulighederne. De skal bruges som skjold mod skuffelserne. De skuffelser, der altid lurer, når man ved et mesterskab ikke ender som vinderen.

Alder

Alderen er realitet nummer et. Jovist. Visdom er sædvanligvis proportional med alderen.
Men en helt afgørende faktor ved et VM er hurtighed. Det er ikke en konkurrence i uden tidsrestiktioner at kunne gruble sig frem til en klog og vis vej til målet. Nej, hjernen (læs computeren) skal afprøve utallige muligheder så hurtigt som muligt uden at lave fejl. Et enkelt fejlplaceret tal vil i langt de fleste situationer betyde en tabt sudoku, selv om man med øvelsen bliver bedre til at finde fejl og rette dem. For år tilbage ville jeg have sagt, at det eneste våben mod fejl var et viskelæder, der bringer løseren tilbage til udgangspunktet. Nu vil jeg tit kunne nøjes med at lade viskelæderet lave kirurgiske indgreb og nøjes med at fjerne fejlsvulster. Men det tager tid. Og netop den er rationeret til et VM.

Og jeg kender ikke noget effektivt middel mod alderen. Se blot følgende citat, der lakonisk skærer det ud i pap. ”Styrken, kredsløbets formåen, stofskiftet, smidigheden, og reaktionstiden falder alle med alderen efter at have toppet i slutningen af 20'erne og begyndelsen af 30'erne.” (citat fra dr.dk) Jeg har alderen imod mig, så jeg bliver ikke verdensmester.

Morgener

Morgener er realitet nummer to. Jeg er stort set ude af stand til at tænke sammenhængende tanker om morgenen. Og det er lige meget, hvordan jeg ellers forbereder mig – enten ved at gå tidligt i seng, ved at stå tidligt op, indtage mængder af kaffe eller spise noget særligt. Alt har været prøvet. Resultatet har nådesløst vist sig gennem hele livet. I alle morgeneksamener har jeg præsteret middelmådigt, selv om jeg faktisk plejer at klare mig fornuftigt til eksamener. Heldigvis kan man som regel planlægge sig ud af det og få lov at gå op hen ad dagen, så det er mange år siden, jeg har været til en morgenramt eksamen.

Anderledes er det til VM. Der kan man i sagens natur ikke bede om at få alle væsentlige runder henlagt til eftermiddage. Det betyder, at mit udlæg altid er helt håbløst, da konkurrencen af praktiske årsager begynder om formiddagen. Heldigvis kan jeg som regel dog indhente noget af det tabte senere på dagen. Men jeg har morgenerne imod mig, så jeg bliver aldrig verdensmester.

Doping

Jeg kunne aldrig drømme om at bruge doping, men jeg forstår godt, hvad der kan bringe folk til at bruge det. Jeg tror, det skyldes umulighederne. Man tænker: ”Det er uretfærdig, at jeg ikke har de samme betingelser som andre. Det er vel helt rimeligt, at jeg indtager et stof, der kan reducere min aldersbetingede ringere reaktionsevne, og som kan forbedre min morgenpræstation.” Problemet er jo bare, at det ikke kun er mig, der har umuligheder. De andre har jo deres umuligheder at slås med, hvilket alt sammen på godt og ondt er en del af spillet. Jeg må indtage den plads, evnerne rækker til. Doping er snyd, så jeg bliver aldrig verdensmester.

Målsætningerne må således tunes ind på realiteterne, men så er der også mange sejre at vinde – også til VM. For ligesom man på bowlingbanen selv med meget svag hånd og ringe boldøje kan være heldig at ekspedere alle keglerne ned og blive belønnet med et blinkende ”Strike”, så kan der også vindes delsejre i de mange runder under et VM. Måske man forbedrer placeringen fra sidste år. Måske man får en superrunde. Måske det lykkes at løse en isosudoku. Måske man slår verdensmesteren i en runde. Måske man bliver bedste dansker i år. Måske man får den bedste placering nogensinde. Måske … Ja, der er nok af sejre at vinde, selv med strangulerende umuligheder.

Dårlige undskyldninger

Den skarpsindige læser vil nok fremføre, at dette indlæg har den forkerte overskrift og retteligen burde hedde ”Svælgen i dårlige undskyldninger”, og at citater og tilsyneladende saglig argumentation er et slet skjult figenblad til dække over, at de gamle slidte travere trækkes af stalden. De dårlige undskyldninger. Og jeg skal straks medgive, at der ikke er tale om forårskåde føl på en mælkebøtteblomstrende eng. Det ændrer dog ikke ved, at en del af forberedelserne til et mesterskab er en mental forberedelse til at klare skuffelser også.

Der sidder sikkert en jubelglad coach et sted og tænker, at det er vigtigt at tænke positivt. At det er vigtigst at holde målene for øje og ikke øve sig i nederlaget. Den, der tænker nederlaget, får det også. Her må jeg jo så lige minde om, at jeg bor på Mors, hvor vi blandt mange andre fortræffeligheder også har lagt navn til janteloven. Det er ikke en lov, man så meget bruger til at smide andre i synet, men den kan effektivt bruges til selvjustits, hvilket dette indlæg turde være et bevis for.

Heldigvis er umuligheder slet ikke det samme som umulius. Der er masser at gøre for at blive bedre. Det skal jeg nok komme ind på i et senere indlæg. Måske bliver jeg alligevel verdensmester.

DrømmeSudoku

Posted by Henning Kalsgaard Poulsen Wed, March 31, 2010 18:04:19

Et hvert mesterskab begynder med en drøm. En drøm om at blive den bedste. En drøm om, hvordan det mon føles at vide, man er den bedste i verden. Naturligvis trænger realiteterne sig hurtigt på, for selv om der findes mirakler, er de næppe store nok til at kaste et verdensmesterskab i favnen på en glad gut fra Mors.

Men inden realiteternes fremmarch drømmes der om at udrette noget stort. Tidligere sejre bliver brugt som en trojansk hest mod muren af realisme. For det lykkedes jo engang. Engang var jeg mester. Ganske vist ikke i hele verden. Men dog i Danmark. Det var ligeså uventet som en forårsblomstrende eng i januar.

Det begyndte helt almindeligt. Jyllands-Posten inviterede til bal på nettet, sudokubal. Man skulle bare registrere sig og løse sudokuer online i en time. De bedste 300 ville gå videre til næste runde. Jeg havde ikke gjort mig tanker om egne fortræffeligheder dengang. Men jeg kunne ikke modstå chancen for i en time at løse sudokuer specialdesignet af en svensk matematiker. Klokken var ellers sent på aftenen, en arbejdsdag ventede, så jeg burde gå i seng. Men jeg blev draget mod eventyret, og otte løste sudokuer senere var timen udrundet, og jeg kunne krybe i nattely. Var det godt, var det nok til en mellemrundeplads? Ja, det havde jeg ikke nogen anelse om, selv om jeg nok synes min indsats var fornuftig.

Drama

Det var godt nok til en mellemrundplads. Og så begyndte dramatikken. Næste runde skulle afvikles en bestemt time, hvor alle deltagerne skulle sidde klar ved tasterne. Og så sad jeg der, noget betuttet og nervøs for om mit internet tilfældigvis ville holde månedslov den dag, klar til at kaste mig ud i endnu en byge af sudokuer fra matematikeren Paul Vaderlinds hånd.

Bygen blev kort og heftig. Efter få minutter gik forbindelsen ned. Mesterskabsdrømmene, som allerhøjst dog var in spe, blev parkeret i permafrost. Efter minutters mesterskabsdødskamp opgav jeg, noget ærgerlig over ikke at være væltet i fair kamp.
Det viste sig dog at være et internetnedbrud, der ikke kun timedes udkantsområder. Kun ganske få var kommet ind, så runden blev neutraliseret og udskudt nogle dage, og Paul Vaderlind kom på overarbejde med at konstruere nye sudokuer.

Igen oprandt så en aften, hvor der skulle synkrongættes i 300 hjem. Mine mesterskabsdrømme var dog ikke vækket af sin fimbul-dvale, for varmen var røget. Det var sidst i november og umanerlig koldt. Hvordan skulle man dog kunne løse sudokuer under de betingelser? Jeg ville ikke lade mig slå ud. Enogtyve, ja, det var enogtyve, stearinlys blev tændt. Overtræksbukser og vinterfrakke kom på, og en handske på den ene hånd. Jeg var virkelig kampberedt, selv om min synlige ånde snarere må tilskrives den beherskede temperatur end dampende kampiver.

Denne gang holdt nettet til det, men de løste sudokuer blev halveret, så jeg denne gang kun nåede 4 og det løse. Det ville næppe være nok til noget som helst, filosoferede jeg.
Det havde været en oplevelse at være med, tænkte jeg, mens jeg ventede på, hvor meget finalisterne mon havde nået at løse, og hvor langt jeg var fra.
Et hyl så højt, det næppe har været hørt før på det matrikelnummer, undslap min strube, da jeg på mit arbejde åbnede den mail, der sendte mig i finalen. Tænk, jeg var blandt de fem bedste i Danmark. Kunne det virkelig være muligt?

Finalen

Finalen foregik på papir i Jyllands-Postens domæne på Kongens Nytorv i København. Jeg kom langvejs fra, syntes jeg, men en af deltagerne kom fra Italien, hvilket fik min traverseren Danmark til at ligne en tur med bumletog mellem Hjerm og Holstebro.

Vi blev sat som til terminsprøve, og dysten kunne gå i gang. Men jeg var nu ikke længere en noksagt, der bare ville gribe chancen for lidt fornøjelse, for nu var pressen interesseret. Selveste fjernsynet ”kom ind i stuen”, og kamera med bestyrer snirklede sig rundt blandt bordene og tiltuskede sig opmærksomhed, så ham fyren fra Mors, der var kommet ind med firetoget, havde svært ved at samle tankerne om at knække sudokukoder.

Igen blev antallet af løste sudokuer halveret. To og det løse. Det var ikke meget, funderede jeg, mens de udfyldte sudokuer blev gransket af dommerne, og vi bare ventede. Ingen turde komme ud med, hvor mange de havde løst – af frygt for at blive overgået.
Endelig faldt afgørelsen. Femtepladsen først, så fjerdepladsen, så tredjepladsen, så andenpladsen og så endelig mesteren kom frem og fik sin præmie. Det gav mig et par minutter til at vænne mig til tanken, efterhånden som konkurrentgruppen svandt ind. Tanken om, at jeg var Danmarksmester i sudoku.

Føleri

Hvad føler du nu? Ja, det er det klassiske og ganske fantasiløse spørgsmål, når folk har opnået noget stort. Jeg kunne her svare som de fleste, at det var fantastisk, og at jeg var utrolig glad. Men det var ikke i overensstemmelse med sandheden. Jeg havde en gang tidligere oplevet noget lignende, nemlig da jeg vandt en romankonkurrence, med efterfølgende interview til pressen og den slags. Men da havde jeg brugt meget tid på arbejdet med at skrive. En roman skriver sig ikke bare. Nu følte jeg nærmest mistro. Det var kun et halvt år siden, jeg havde løst min første sudoku. Og jeg havde ikke arbejdet målrettet på noget, blot løst for sjov, når jeg havde lyst. Ikke noget rugbrødsarbejde … Kunne det nu også passe? Jeg var overrasket, forbavset og lamslået. Og da det trods alt gik op for mig, kunne jeg ikke få mig selv til at bryde ud i jubel, for jeg havde jo ikke gjort noget særligt for at opnå min titel. Og så syntes jeg simpelthen, det var synd for de andre finalister, hvis håb jeg havde knust. Ja, jeg ved godt, det lyder helt urimelig rørstrømsk, men det var ikke desto mindre tilfældet.

Da jeg nåede til hovedbanen på vejen hjem slæbende på gevinst og buket begyndte det langsom at gå op for mig. Der kunne jeg se, at jeg var en af tophistorierne i tv-avisen. Og senere var det på tekst-tv, jeg blev interviewet til tv, radio og aviser og så mig selv på avisens spiseseddel. Og der var alle de glade mails fra folk, jeg knap kendt, og de venlige smil i Brugsen. Joh, efterhånden måtte jeg glad vedgå, at jeg vist var blevet mester.

Ethvert mesterskab begynder med en drøm. Og drømmen baserer sig ofte på tidligere vundne slag. Et verdensmesterskab venter. Muligvis bliver jeg ikke mester, men drømme om det … ja, det er jeg verdensmester i.

VelkomstSudoku

Posted by Henning Kalsgaard Poulsen Thu, March 18, 2010 11:05:37

Velkommen til min nye sudoku-blog

Her vil jeg skrive indlæg om sudoku - foreløbig frem til VM i sudoku i Philadelphia 28. april 2010