sudoku

sudoku

Drømme

SudokuPosted by Henning Kalsgaard Poulsen Wed, March 31, 2010 18:04:19

Et hvert mesterskab begynder med en drøm. En drøm om at blive den bedste. En drøm om, hvordan det mon føles at vide, man er den bedste i verden. Naturligvis trænger realiteterne sig hurtigt på, for selv om der findes mirakler, er de næppe store nok til at kaste et verdensmesterskab i favnen på en glad gut fra Mors.

Men inden realiteternes fremmarch drømmes der om at udrette noget stort. Tidligere sejre bliver brugt som en trojansk hest mod muren af realisme. For det lykkedes jo engang. Engang var jeg mester. Ganske vist ikke i hele verden. Men dog i Danmark. Det var ligeså uventet som en forårsblomstrende eng i januar.

Det begyndte helt almindeligt. Jyllands-Posten inviterede til bal på nettet, sudokubal. Man skulle bare registrere sig og løse sudokuer online i en time. De bedste 300 ville gå videre til næste runde. Jeg havde ikke gjort mig tanker om egne fortræffeligheder dengang. Men jeg kunne ikke modstå chancen for i en time at løse sudokuer specialdesignet af en svensk matematiker. Klokken var ellers sent på aftenen, en arbejdsdag ventede, så jeg burde gå i seng. Men jeg blev draget mod eventyret, og otte løste sudokuer senere var timen udrundet, og jeg kunne krybe i nattely. Var det godt, var det nok til en mellemrundeplads? Ja, det havde jeg ikke nogen anelse om, selv om jeg nok synes min indsats var fornuftig.

Drama

Det var godt nok til en mellemrundplads. Og så begyndte dramatikken. Næste runde skulle afvikles en bestemt time, hvor alle deltagerne skulle sidde klar ved tasterne. Og så sad jeg der, noget betuttet og nervøs for om mit internet tilfældigvis ville holde månedslov den dag, klar til at kaste mig ud i endnu en byge af sudokuer fra matematikeren Paul Vaderlinds hånd.

Bygen blev kort og heftig. Efter få minutter gik forbindelsen ned. Mesterskabsdrømmene, som allerhøjst dog var in spe, blev parkeret i permafrost. Efter minutters mesterskabsdødskamp opgav jeg, noget ærgerlig over ikke at være væltet i fair kamp.
Det viste sig dog at være et internetnedbrud, der ikke kun timedes udkantsområder. Kun ganske få var kommet ind, så runden blev neutraliseret og udskudt nogle dage, og Paul Vaderlind kom på overarbejde med at konstruere nye sudokuer.

Igen oprandt så en aften, hvor der skulle synkrongættes i 300 hjem. Mine mesterskabsdrømme var dog ikke vækket af sin fimbul-dvale, for varmen var røget. Det var sidst i november og umanerlig koldt. Hvordan skulle man dog kunne løse sudokuer under de betingelser? Jeg ville ikke lade mig slå ud. Enogtyve, ja, det var enogtyve, stearinlys blev tændt. Overtræksbukser og vinterfrakke kom på, og en handske på den ene hånd. Jeg var virkelig kampberedt, selv om min synlige ånde snarere må tilskrives den beherskede temperatur end dampende kampiver.

Denne gang holdt nettet til det, men de løste sudokuer blev halveret, så jeg denne gang kun nåede 4 og det løse. Det ville næppe være nok til noget som helst, filosoferede jeg.
Det havde været en oplevelse at være med, tænkte jeg, mens jeg ventede på, hvor meget finalisterne mon havde nået at løse, og hvor langt jeg var fra.
Et hyl så højt, det næppe har været hørt før på det matrikelnummer, undslap min strube, da jeg på mit arbejde åbnede den mail, der sendte mig i finalen. Tænk, jeg var blandt de fem bedste i Danmark. Kunne det virkelig være muligt?

Finalen

Finalen foregik på papir i Jyllands-Postens domæne på Kongens Nytorv i København. Jeg kom langvejs fra, syntes jeg, men en af deltagerne kom fra Italien, hvilket fik min traverseren Danmark til at ligne en tur med bumletog mellem Hjerm og Holstebro.

Vi blev sat som til terminsprøve, og dysten kunne gå i gang. Men jeg var nu ikke længere en noksagt, der bare ville gribe chancen for lidt fornøjelse, for nu var pressen interesseret. Selveste fjernsynet ”kom ind i stuen”, og kamera med bestyrer snirklede sig rundt blandt bordene og tiltuskede sig opmærksomhed, så ham fyren fra Mors, der var kommet ind med firetoget, havde svært ved at samle tankerne om at knække sudokukoder.

Igen blev antallet af løste sudokuer halveret. To og det løse. Det var ikke meget, funderede jeg, mens de udfyldte sudokuer blev gransket af dommerne, og vi bare ventede. Ingen turde komme ud med, hvor mange de havde løst – af frygt for at blive overgået.
Endelig faldt afgørelsen. Femtepladsen først, så fjerdepladsen, så tredjepladsen, så andenpladsen og så endelig mesteren kom frem og fik sin præmie. Det gav mig et par minutter til at vænne mig til tanken, efterhånden som konkurrentgruppen svandt ind. Tanken om, at jeg var Danmarksmester i sudoku.

Føleri

Hvad føler du nu? Ja, det er det klassiske og ganske fantasiløse spørgsmål, når folk har opnået noget stort. Jeg kunne her svare som de fleste, at det var fantastisk, og at jeg var utrolig glad. Men det var ikke i overensstemmelse med sandheden. Jeg havde en gang tidligere oplevet noget lignende, nemlig da jeg vandt en romankonkurrence, med efterfølgende interview til pressen og den slags. Men da havde jeg brugt meget tid på arbejdet med at skrive. En roman skriver sig ikke bare. Nu følte jeg nærmest mistro. Det var kun et halvt år siden, jeg havde løst min første sudoku. Og jeg havde ikke arbejdet målrettet på noget, blot løst for sjov, når jeg havde lyst. Ikke noget rugbrødsarbejde … Kunne det nu også passe? Jeg var overrasket, forbavset og lamslået. Og da det trods alt gik op for mig, kunne jeg ikke få mig selv til at bryde ud i jubel, for jeg havde jo ikke gjort noget særligt for at opnå min titel. Og så syntes jeg simpelthen, det var synd for de andre finalister, hvis håb jeg havde knust. Ja, jeg ved godt, det lyder helt urimelig rørstrømsk, men det var ikke desto mindre tilfældet.

Da jeg nåede til hovedbanen på vejen hjem slæbende på gevinst og buket begyndte det langsom at gå op for mig. Der kunne jeg se, at jeg var en af tophistorierne i tv-avisen. Og senere var det på tekst-tv, jeg blev interviewet til tv, radio og aviser og så mig selv på avisens spiseseddel. Og der var alle de glade mails fra folk, jeg knap kendt, og de venlige smil i Brugsen. Joh, efterhånden måtte jeg glad vedgå, at jeg vist var blevet mester.

Ethvert mesterskab begynder med en drøm. Og drømmen baserer sig ofte på tidligere vundne slag. Et verdensmesterskab venter. Muligvis bliver jeg ikke mester, men drømme om det … ja, det er jeg verdensmester i.